Gi’ det en tanke…

”Hver anden gang afleverer du – hver anden gang dribler du selv”

For en del år siden var jeg fodboldtræner for et hold af drenge på 12-13 år og citatet stammer fra dengang. Det er også fra den tid, hvor jeg ofte sagde til drengene, at det, at være dygtig til fodbold handler 50 % om evnerne der sidder i fødderne og 50% om evnerne der sidder i hovedet.

Baggrunden for de to udsagn handlede om komme drengene i møde. At gøre noget måske svært tilgængeligt og at gøre drengene med knap så gode fodbold-fødder, men et godt hoved, motiverede og hjælpe dem til at finde glæden i spillet til deres egen og holdets gavn.

”Afleveringen” handler om, at gøre det gode for holdet – at følge det aftalte. At “drible” selv, handler om at skabe det uventede – at gå nye veje. Begge ting er der brug for, både i fodboldkampen og dagligdagen! Måske er det forkert, men det synes nogle gange som om, at i frygten for at fejle, at udstille ufuldkommenhed, dropper vi “driblingen”. Lige så skidt er det, hvis vi bare “dribler” hele tiden, så hver anden gang…

Måske kan det give mening i din sammenhæng, der hvor du er leder, arbejder eller skal påskønne og opmuntre, for vi er alle trænere i en eller anden form – gi’ det dine tanker.

Copyright © 2018 Boje & Ladekjær